Stress hos fertilitetsbehandlede og spontane tvillingeforældre
Af Helle Birkholm-Buch, primo 2007
Undfangelse ved hjælp af
fertilitetsbehandling er ofte resultat af et længerevarende
behandlingsforløb som i sig selv kan have været krævende, udmattende
og både fysisk, psykisk og socialt stressende. Når resultatet af
barnløshedsbehandlingen bliver tvillinger og omsorgsopgaven omkring
to små spædbørn også i sig selv er stressende og udmattende er det
sandsynligt, at tvillingeforældre, som har fået
fertilitetsbehandling, kan være mere disponeret for at opleve
overgangen til at blive tvillingeforældre som stressende og
krævende.
Det var i hvert fald, hvad et
Israelsk forskerhold satte sig for at undersøge. Ved hjælp af 75
tvillingeforældre undersøgte de forskellene på tvillingeforældres
tilvænning til forældrerollen afhængig af om deres tvillinger var
undfanget spontant eller ved hjælp af fertilitetsbehandling.
Forældrene blev testet med en psykologisk forældre-stress test, for
at sammenligne forhold som ægteskabelig trivsel, psykologisk trivsel
og oplevet stress.
Undersøgelsen viste, at der var
forskel på tvillingeforældres tilvænning til forældrerollen, alt
efter om de havde undfanget spontant og ved hjælp af
fertilitetsbehandling. Forskellene var især tydelige hos
førstegangsfødende; hvor der var et signifikant forøget stressniveau
hos tvillingeforældre, som havde undfanget ved hjælp af
fertilitetsbehandling sammenlignet med førstegangsfødende
tvillingeforældre, som havde undfanget spontant. Det samme galt i
forhold til deres følelsesmæssige velvære, som også være forringet
hos tvillingeforældre, der havde fået fertilitetsbehandling. Dog var
der ingen forskel på den ægteskabelige trivsel i de to grupper af
tvillingeforældre.
Fra andre undersøgelser har man
fundet, at tvillinger undfanget ved IVF hyppigere fødes for tidligt,
i gennemsnit har flere medicinske problemer og tilbringer flere dage
på neonatal, hvilket naturligvis er stressende samt fysisk og
følelsesmæssigt udmattende for forældrene. Hvorvidt disse forhold
har påvirket resultatet af denne undersøgelse er uvist.
På baggrund af denne israelske
undersøgelse konkluderer forskerne, at tvillingeforældre kan have
brug for kvalificeret følelsesmæssig støtte for at tilpasse sig
forældrerollen og at især forældre, som har modtaget
fertilitetsbehandling kan have brug for denne støtte.
|