Flerlinger.Info
 

Tvillingetype er mindre afgørende end tvillingernes køn for tvillingernes gensidige intimitet og nærhed

Af Helle Birkholm-Buch, medio 2004

En nyere australsk undersøgelse har undersøgt tvillingers indbyrdes relation i forhold til hvilket køn tvillingerne har (dvs. hvorvidt tvillinger er af samme køn eller hver sit køn) sammenlignet med hvilken type tvillinger, der er tale om (enæggede eller tveæggede).

Imod forventning viste det sig, at det mest afgørende for, hvorvidt tvillinger føler, at de har et nært/intimt forhold til hinanden, er at tvillingerne er af samme køn:

Både enæggede tvillinger og tveæggede tvillinger af samme køn rapporterede om et intimitetsniveau til deres medtvilling, som svarede til det intimitetsniveau, de havde til deres nærmeste ven af samme køn som dem selv.

Tveæggede tvillinger af forskelligt køn rapporterede derimod, at de ikke havde så nært et forhold til hinanden, som de oplevede at have til deres bedste ven (af samme køn som dem selv). Deres forhold til deres (modsatkønnede) medtvilling lignede faktisk mere deres forhold til deres bedste ven (af modsatte køn).

Dette kunne tyde på, at tvillingernes køn er mere afgørende for deres oplevelse af fælles intimitet/nærhed end hvorvidt tvillingerne er enæggede eller tveæggede.

Dette slår skår i hidtidige antagelser om, at enæggede tvillinger på baggrund af fælles gener skulle have et mere intimt forhold end tveæggede tvillinger. Sådanne sociobiologiske antagelser mener nemlig, at mennesker føler størst nærhed til de slægtninge, som de deler flest gener med. Altså at vores sociale relationer dybest set bygger på biologi (gener) – deraf navnet sociobiologisk. Enæggede tvillinger skulle jf. disse antagelser opleve et helt unikt fællesskab, da de jo har 100% fælles gener.

Noget kunne tilsyneladende tyde på, at enæggede tvillingers indbyrdes nære forhold ikke alene skyldes fælles gener, men også noget så simpelt som fælles køn.

 

Flerlinger@Flerlinger.Info | Om Flerlinger.Info | Dementi | Støt Flerlinger.Info - meld dig ind i Freja!

Sidst opdateret den 30-12-2007