Mødre taler forskelligt med drenge og piger
Af Helle Birkholm-Buch, november 2006
Dreng/pige tvillinger adskiller sig som tvillingetype ved at børnene
møder forskellige kønsrolleforventninger, som kan understøtte
tvillingebørnenes udvikling i retning af forskellige interesser,
venner og personlige egenskaber.
Kønsforskelle indbyder til forskellige måder at opleve sig selv på
og forskellige måder at handle på. Disse forskelle kan understøtte
dreng/pige tvillingebørns individualitet, men forskellene kan også
blive selvopfyldende profetier, hvis forældre og omgivelser lægger
meget vægt på netop tvillingeparrets kønsforskelle.
Hvis f.eks. traditionelle feminine kvaliteter som omsorg bliver
overset hos drengen og/eller traditionelle maskuline kvaliteter som
f.eks. handlekraft bliver overset hos pigen.
Nu har en amerikansk undersøgelse undersøgt om mødre taler
forskelligt med deres børn alt afhængig af, om det er piger eller
drenge. Og det viste sig at være tilfældet: Forældre taler ikke
alene om forskellige ting med deres børn (afhængig af bl.a.
kønsspecifikke interesser), men også måden forældre taler med deres
børn på er forskellig afhængig af børnenes køn – især når der tales
om følelser. Og det vil naturligvis især kunne påvirke dynamikken
hos tvillinger af hvert sit køn.
Undersøgelsen fandt, at mødre havde større tendens til at støtte og
forsøge at uddybe årsagerne til følelser som sårethed/tristhed hos
deres døtre, mens mødrene i højere grad opfattede sårethed/tristhed
hos deres sønner, som et udtryk for, at drengen ikke kunne få sin
vilje.
Også mht. mødrenes håndtering af følelser af vrede viste
undersøgelsen kønsforskelle: Mødrene accepterede i højere grad vrede
hos drenge, hvorimod de langt hyppigere opfordrede piger til
forsoning.
Overordnet set blev pigernes følelser og reaktioner generelt
forklaret som noget, der skyldtes et samspil med f.eks. et andet
barn, hvorimod drengenes følelser og reaktioner blev forklaret med
årsag i ting eller begivenheder i omgivelserne. Kun sjældent blev
andre mennesker nævnt som årsag til drenges følelser.
Det betyder, at mødre generelt opfatter drenges følelser meget
individuelt, mens pigers følelser i højere grad opfattes i relation
til socialt samspil med andre. Hvorvidt de samme forskelle gør sig
gældende i fædres kommunikation med deres døtre og sønner melder
undersøgelsen ikke noget om.
Piger er generelt hurtigere udviklet end drenge. Det kan komme til
udtryk i forhold til tidligere udvikling af sprog og sociale
kompetencer og mere modne lege og kan påvirke tvillingernes
indbyrdes dynamik i forhold til bl.a. sociale færdigheder.
Hos dreng/pige tvillinger kan kommunikationsmønstre som især styrker
pigens frem for drengens socialitet og samspil være med til
forstærke de eventuelle udviklingsmæssige fordele som pigen kan have
sprogligt og socialt og det er en opmærksom som er værd at have med
i forhold til især tvillinger af hvert sit køn.
.
|
|
|