Netop Scannet... - tillykke!Af Helle
Birkholm-Buch, red. aug. 2007Denne side er til dig, der lige har
fået at vide, at du venter tvillinger!
Alle oplysninger på denne side vil du kunne finde uddybende artikler
om i menuen ovenfor.
Oversigt:
De første reaktioner
Når man bliver scannet og får
at vide, at der er to, bliver mange vrede, nogle skælder den
stakkels jordemoder ud, fordi ”sådan noget laver man ikke fis med”.
Andre udbryder ”det er løgn” eller ”sidder de sammen?”. Nogle
begynder at grine hysterisk andre græder stille og andre igen jubler
lykkeligt over at have fået "bonus".
Der er kort sagt
lige så mange reaktioner, som der er tvillingegravide.
Tilbage til oversigten
Chokfasen
Hvis du lige har fået at vide,
at du venter tvillinger, befinder du dig sandsynligvis stadig i
chokfasen. Eller måske har I længe prøvet at få børn uden held – og
er nu lykkelige over at få to på én gang.
Uanset hvad, så fatter man ikke
helt, er der er to børn, der ligger ”derinde” og vokser. I starten
oplever mange, at deres verden styrter sammen om dem, og en del
tvillingegravide tuder i dage, uger eller måneder. Noget af dette
skyldes måske ”tabet af enebarnet”, især hvis man er
førstegangsgravid og derfor synes, at man aldrig kommer til at
opleve den ultimative symbiose, som mor-barn forholdet er, når der
er ét barn. Man kan også være bekymret for, om man har kærlighed nok
til to, om man kan være en god nok mor og om man nogensinde får tid
til andet end børn. Har man børn i forvejen fortæller mange, at de
bekymre sig for, hvordan de skal få tid nok til den store, når der
er to eller tre spædbørn, der kræver dem.
Her er det vigtigt at huske på, at det er nok at
gøre sit bedste, at tvillinger også giver mange glæder og at den
allerførste tid, som kan synes hård, er relativ kort (taget i
betragtning af at børnene om få år hellere vil være sammen med
legekammerater end med dig!) - og så endelige, hvis du skulle komme
til at føle dig utilstrækkelig: Det er ikke dig der er
utilstrækkelig, men opgaven der er overvældende!
"Redebygge-instinktet" (at få alting på plads) bliver for
mange kvinder dobbelt så stort. Og det kan være en god idé, at lytte
til dette og forberede sig på det praktiske i god tid.
Kommende fædre kan i det
skjulte fortryde, at de fik børn med én ”som lægger to æg” og
fatter måske slet ikke, hvad det er, der har ramt dem. Mange fædre
fortæller om, at de oplever en frygt for at blive bundet og miste
deres frihed, en bundethed som tvillingemødre fortæller de oplever,
når børnene er kommet til verden.
For nogle mænds
vedkommende hjælper det, at komme med til de hyppige scanninger, som
kommer i slutningen af graviditeten. Det kan gøre det hele lidt mere
virkeligt for dem. Generelt bliver mange tvillinge- og
trillingefædre stolte over, at
have lavet to eller tre børn (selvom det jo er kvinden ”skyld”) og skynder sig
at sætte "Rigtige mænd får tvillinger" i bagruden på bilen.
Som kommende tvillingefar er det vigtigt at være opmærksom på, at
din roller bliver næsten lige så aktiv som din partners, hvis jeres
fælles liv skal hænge sammen - også om natten. Det kan opleves som
om, man mister sin kæreste/kone lidt - to spædbørn fylder meget -
men det er trods alt ikke for evigt. Prøv at få aflastning udefra,
så der også bliver tid til parforholdet.
Tilbage til oversigten
Graviditet
I mange bøger om tvillinger
står beskrevet, hvordan alle graviditetssymptomerne, så som træthed,
kvalme, halsbrand, vand i kroppen osv. osv. bliver værre med en
tvillingegraviditet. Graviditeten behøver ikke at være anderledes
end en enkeltgraviditet og en tvillingefødsel er ikke dobbelt så
hård/lang.
Senest 2 hverdage efter
fødselen skal I anmelde fødslen til Jeres sognepræst/kirkekontor.
Jordemoderen på hospitalet udleverer en blanket hertil. Sammen med
blanketten skal i aflevere begge forældres dåbs- eller navneattester
og eventuel vielsesattest. Så det er en god idé, at have taget
kopier heraf i forvejen. Du kan læse mere på
Kirkeministeriets hjemmeside også om, hvordan du skal forholde
dig i forbindelse med navngivning/dåb. I dag kan dette også gøres
on-line.
Tilbage til oversigten
Fødselsforberedelse
Nogle fødesteder tilbyder
fødselsforberedelse specielt for flerlingegravide - der kan være
tale om teoriundervisning omkring tvillingefødsel og forløsning med
eller uden graviditetsforberedende øvelser, så som afslapnings- og
kropsbevidsthedsøvelser med åndedrætsteknik. Andre fødesteder har
ingen særlige tilbud til flerlingefødende.
Når man er gravid med tvillinger, kan det være
en god idé ikke kun at forberede sig på selve forløsningen, men
også forberede sig på hvordan man klarer hverdagen med to (måske
for tidligt fødte) spædbørn. Undersøgelser tyder på, at oplevelsen
af at "mestre" livet med tvillinger i den første tid fremmes, hvis
forventningerne har været realistiske.
Fødselsforberedelse og netværk med andre
tvillinger er en rigtig god idé, fordi traditionelle råd omkring
amning, trøst og søvn bare er anderledes, når der kommer to eller
tre. Yahoo f.eks. har en meget aktiv
chatgroup for tvillingeforældre, men ellers kan man i nogle
kommuner få sundhedsplejen til at hjælpe med at etablere
tvillingemødregrupper - eller måske danne netværk med sin
tvillinge-fødselsforberedelsesgruppe.
I Valby i København tilbyder Dansk
Flerlingeforening - Freja i samarbejde med
Familie-Terapi
fødsels- og forældreforberedelse specielt for flerlingegravide.
Tilbage til oversigten
Fødsel /
forløsning
Ca. halvdelen af alle tvillinger fødes i uge
36, man regner tvillinger for født til termin, når de fødes i uge
38, og på de fleste fødesteder vælger man at sætte fødslen i gang i
uge 38. En tvillingefødsel er en meget mere medicinsk fødsel, og der
vil være meget mere personale til stede, når man føder.
Ca. halvdelen af alle tvillinger forløses ved
kejsersnit, som kan være enten akut eller planlagt. Et kejsersnit er
i dag et rutineindgreb.
55% af alle tvillinger fødes for tidligt, og
kan have brug for f.eks. ekstra støtte til vejrtrækningen.
Undersøgelser viser at for tidligt fødte tvillinger har mere modent
immuneforsvar og organer end tilsvarende for tidligt fødte enlinger.
Tilbage til oversigten
På barselsgangen
Besøgstiden på de fleste
fødesteder er ca. 2 x 1½ time i løbet af dagen (dog frit for far og
søskende). Det lyder umiddelbart ikke af meget, men for de fleste
nybagte forældre er det dog mere end rigeligt. Særligt med
tvillinger har man brug for at hvile i løbet af dagen, og det kræver
også ro, at få amningen til at fungere.
Det kan være en god idé, at
gøre venner og familie opmærksom på, at besøgstiden er af hensyn til
Jer og de nyfødte. Mange gange kan man få personalet til at hjælpe
med at ”smide” gæster hjem, så man ikke selv skal lege bussemand. Er
den helt galt med forståelse fra familie og venner, kan man
blive ”hemmeligt indlagt”, dvs. at besøgende ikke kan få
oplyst, hvorvidt man er indlagt på hospitalet eller ej, og så får
man jo helt sikkert fred.
Vær forberedt på, at alle gerne
vil holde de små nye vidundere: For nogle forældre er det
grænseoverskridende, mens andre ville blive fornærmet, hvis ingen
bad om lov til at holde deres nyfødte. Uanset hvordan du har det, så
er det en god idé at melde klart ud.
Tilbage til oversigten
Den første tid hjemme
Overvej om I orker at have
gæster den første tid. Måske er det bedre, at opfordre folk til at
komme på besøg på hospitalet, hvor I ikke skal varte op. Får I mange
besøgende hjemme, så er det en god idé at slække lidt på formerne;
anskaf evt. plastikservice til gæsterne eller bed dem tage opvasken
efter sig.
Alle vil gerne lære de nyfødte
børn at kende, men det vigtigste forhold er forældre-børn forholdet.
Mange nybagte forældre sætter pris på praktisk hjælp og vil
helst selv tage sig af børnene – også selvom der er to. Andre kan
trænge til at tage sig af noget andet end børn. Det kan derfor være
en god idé, at være meget tydelig mht. hvad man har brug for.
Tilbage til oversigten
Ulvetimen
I tidsrummet mellem ca. kl. 17
og kl. 20 viser undersøgelesr at spædbørn generelt er mere bøvlede og er
nogle er måske kun rolige, hvis de
får lov at hænge på en tryg arm. Nogen
gange er det endda kun mor, der duer, selv for de helt små. Derfor
kalder man dette tidsrum for Ulvetimen.
Ulvetimen er især vanskelig for
flerlingeforældre, som jo både skal tage sig af to bøvlede børn og
få lavet mad og spist. Enhver kan spise med et barn på armen, men
det er ikke hensigtsmæssigt (eller særlig let) at stå foran
et komfur og røre i gryden med én hånd, mens man har en baby på den
anden arm.
Det kan være en hjælp, at have masser af
færdigmad i fryseren.
Tilbage til oversigten
Dobbelt amning
Det vigtigste for en vellykket
amning er, at du tror på det. Stress og manglende hvile kan påvirke
amningen negativt. Mælkeproduktionen tilpasser sig behovet, dvs. at
hyppige amninger og natteamning sætter produktionen i vejret. Din
krop har givet næring til to fostre i ni måneder, så kan den også
lave mælk til to!
Når du netop har født, går der
et par dage før mælken løber til. I denne periode er der en meget
næringsrig råmælk - også selvom du ikke kan se det. Får dine børn
alligevel brug for noget ekstra, så giv dem det i kop frem for
flaske, ellers kan børnene blive forvirrede, fordi amning kræver en
anden sutteteknik. På hospitaler som er godkendt spædbørnsvenlige
har de den seneste viden om amning. Vil man amme, er det en god idé,
at få børnene lagt til brystet så hurtigt som muligt efter fødslen –
evt. nøgne, så I får hud mod hud kontakt.
I starten kan man godt føle sig
lidt som Nora Malkeko – især når børnene i løbet af én amning falder ind i hver sin
sutterytme. Samtidig er man også pavestolt og det overskygger
hurtigt følelsen af at være en malkeko. Efterhånden som amningen er
etableret og fungere (det kan tage flere uger), vil nydelsen, nærheden og hyggen træde i
forgrunden. Det kan være skønt at amme, og tvillingemødre kan også
amme tvillinger længe: Lav delmål, f.eks. 4 måneder (som anbefalet
af sundhedsstyrelsen), og tag dernæst én måned eller bare 8 dage af
gangen – pludselig har du ammet et halv eller et helt år! Det er
ikke umuligt for tvillingemødre, man høre det bare ikke så tit.
Gode råd: Få lagt børnene til
så hurtigt som muligt, hvis det ikke er muligt, så nulre dine
brystvorter for at stimulere mælkeproduktionen indtil det er muligt.
Undgå brug af sut og sutteflaske før amningen er etableret og giv
aldrig flaske lige efter ren amning! Se evt.
Ammekomiteen.
Tilbage til oversigten
Dobbelt arbejde
Det kan være svært at
forestille sig, hvilken arbejdsbyrde det er at have to små spædbørn,
og mange kommende tvillingeforældre undervurdere arbejdsbyrden. Meget afhænger
dog af, hvordan du oplever overgangen til moderskabet/faderskabet.
Men lad det ikke komme bag på dig, at du som nybagt forældre til
tvillinger ikke får tid til dig selv! Husk, at det er en kort
periode i dit og dine børns liv. Der kommer et tidspunkt i Jeres
fælles liv, hvor du måske ville ønske, at de krævede mere af dig.
Prøv at nyde, hvordan de to små fantastiske skabninger vokser i
lyset af din kærlighed: Det er også dobbelt glæde! Det bedste råd,
du kan få, er at kende dine begrænsninger og acceptere dem. Det er
godt nok, at gøre det bedste man kan!
Når man får tvillinger, har man
brug for hjælp. Der kan dog let opstå mange misforståelse, som man
måske ikke har kræfterne til at rede ud, når man med sorte rander
under øjnene står med to grædende unger på armen og nullermændene er
blevet større end katten.
Nogle forældre sætter pris på
hjælp med børnene, så de kan få tid til sig selv, andre kunne ikke
drømme om at lade andre passe deres spædbørn. Hvordan du har det,
ved du, når du får dine børn i armene for første gang – dét kan på
godt og ondt ændre alle forudantagelser! Uanset hvordan du har det
med pasning af dine børn, så har du også brug for praktisk hjælp.
Dine tvillinger skal deles om
deres mor, og har brug for al den tid sammen med hende, som de kan
få. Prøv på forhånd at få venner og familie til at forstå, at
praktisk hjælp er dét, du har allermest brug for, og at det vil give
dig mere tid og overskud til at være mor/far for dine børn.
Tilbage til oversigten
Fælles rytme
Fælles rytme handler om, at
børnene spiser og sover samtidig. Det betyder, at man ammer
begge/giver begge flaske, når den ene er sulten, og at man vækker
den ene, hvis den anden vågner eller rokker seng/barnevogn indtil
begge er udhvilede, og ikke kun den ene.
I starten kan badning bruges
som en måde at ”justere” børnene i forhold til hinanden, fordi nogle
børn bliver trætte af at blive badet, andre opstemte.
Fælles rytme er ikke noget som
én gang for alle bliver etableret. Børn udvikler sig så hurtigt, at
der det første år mere eller mindre hele tiden skal arbejdes på at
fastholde den etablerede rytme.
Mange tvillingefamilier trives med en
fællesrytme, blandt andet fordi dobbeltamning sparer tid. Men hvis
hver sin rytme passer Jeres familie bedre, så hold ikke fast i
synkroniseringen for enhver pris.
Tilbage til oversigten
Trøste to børn samtidig
To ulykkelige spædbørn på samme
tid er enhver nybagt tvillingemors mareridt. I starten kan det være
svært, at trøste begge på én gang, især fordi det kan være svært at
bære dem begge, når de ikke selv kan holde hovedet.
Hvis begge børn
græder, kan man lægge f.eks. tvilling A i barnevognen og rokke med
én hånd, mens man har tvilling B på den anden arm og trøster
ham/hende. Når tvilling B er rolig, kan man så bytte rundt på
børnene. Bytter man for hurtigt kan det dog blive skruen uden ende –
det vigtigste er, at du bevarer roen! Når børnene bliver større kan
man efterhånden trøste begge på én gang, ved at tage begge i armene
samtidig.
Under småbørn kan du læse mere om trøst.
Tilbage til oversigten
Bedsteforældre og omgivelserne
Når forældre og svigerforældre bliver til
bedsteforældre kan der opstå konflikter. Selvom man ikke skulle tro
det, er det stor forskel på, hvordan man anbefalede forældre, at
drage omsorg for deres spædbørn for 30 år siden og hvordan man gør i
dag.
Amning kan være en hyppig kilde til
konflikter. Bestil evt. folderen "Bedsteforældre og Amning" (gratis)
hos SCA til de kommende
bedsteforældre, så dine holdning ikke bliver opfattet som en kritik
af dem. En vellykket amning forudsætter
opbakning fra omgivelserne. Du har ikke brug for at høre på tvivl
om, hvorvidt du har for lidt mælk til to børn, ammer for tit, ikke
skal amme om natten eller overfodre dine
børn mv.
Konflikter kan også opstå omkring forskellige
forventninger til f.eks. den første tid efter fødslen: Der kan være
forskellige forventninger til hvor meget/lidt bedsteforældre skal involverer sig samt
mht. om de tilbyder hjælp og i givet fald hvilken hjælp. Mange bedsteforældre tilbyder deres
støtte og hjælp, når de får den glædelige nyhed om tvillinger.
Misforståelser kan let opstå, hvis de mener, at hjælpen kun vedrører
børnepasning, især hvis I måske selv synes, at I har for lidt tid
til hvert enkelt barn og mest har brug for praktisk hjælp, så I får
mere tid til børnene. Måske synes I slet ikke, at spædbørnene skal
passes af andre end mor og far, mens de er spæde, hvilket
bedsteforældre let kan opfatte som manglende tillid til dem. Prøv at
få talt ud om tingene på forhånd, men vær forberedt på, at Jeres
holdninger kan forandres radikalt, i det øjeblik I står med Jeres
nyfødte vidundere i armene.
Tilbage til oversigten
Barselsorlov og
børnepasningsorlov
Barselsorloven er 1 år på fuld dagpengesats, med mulighed
for yderligere 14 uger, såfremt den samlede orlovsydelse fortsat
ville svare til et års fulde dagpenge. De 52 ugers barselsorlov kan
fordeles mellem forældrene (næsten) som det passer dem og forældrene
afgør selv på hvilke tidspunkter, de vil afholde den - dog senest
inden børnene er fyldt 9 år. I de første 14 uger efter fødselen får
faderen mulighed for at bruge noget af orloven sammen med moderen,
denne periode har hidtil kun været forbeholdt moderen.
I 2002 blev der vedtaget en
lov, som giver mulighed for at man kan få betaling for at passe sine
egne børn. Vel at mærke, hvis den kommune, man bor i har valgt at
indføre det, det er nemlig valgfrit.
Tilbage til oversigten
Offentlig støtte til flerlingefamilier – flerbørnstilskud og
praktisk hjælp
Flerlinger får pt. kun én
barsel til deling. Flerlingeforældre får kun ét ekstra fødsels SU
klip. Ud over ”børnefamilieydelsen” som alle børnefamilier får, får flerlingeforældre også et særligt ”flerbørnstilskud" frem til
børnene bliver 7 år.
Mht. praktisk hjælp er det pt.
op til den enkelte kommune, hvorvidt de har en ordning på området.
Ca. 1/3 af alle danske kommuner tilbyder en eller anden form for
aflastning i den første tid. Kommunen kan træffe politisk beslutning
om en særlig ordning og i mangle heraf kan sagsbehandleren i
forvaltningen jf. servicelovens pgf. 40 yde praktisk støtte.
Mange kommuner har ikke en ordning, fordi de
aldrig har fået henvendelser fra flerlingefamilier, om behovet for
hjælp. Det er derfor vigtigt, at søge sin kommune om hjælp, hvis der
ikke er en ordning.
Tilbage til oversigten
Identitet: Navne- og øgenavne, sammenligninger, tøjvalg m.m
Tvillingeskabet skal respekter,
men ikke gives unødig opmærksomhed. Derfor er det vigtigt, at omgivelserne ikke bliver
vant til at opfatte tvillingebørn som blot et par, men dog
tager hensyn til at tvillinger kan have et særligt bånd.
Når man vælger navne til sine
tvillinger, kan man vælge navne, der fremhæver dem som unikke
individer frem for som den ene halvdel af et par. Det kan
f.eks. være Julie og Mads frem for f.eks. Mads og Mette. Måske skal
man også overveje om navne, der klinger meget ens (som f.eks. Anders
og Andreas, Lone og Line eller Pia og Per). , vil bestyrke
omgivelsernes opfattelsen
af børnene som et par frem for enkelt individer.
Omgivelsernes måde at opfatte tvillinger på, vil afspejle sig i
måden de behandler tvillinger på, hvilket vil være med til at
påvirke tvillingernes selvbillede.
Som kommende tvillingeforældre skal man for øvrigt finde dobbelt
så mange navne - på Københavns Universitets
Institut for
navneforskning kan du finde en oversigt over godkendte pige- og
drengenavne.
Øgenavne kan også bestyrke
opfattelsen af børnene som et par frem for to selvstændige
individer, f.eks. Knold & Tot, Chip & Chap, Karius & Baktus, Tante 1
& Tante 2,
"Bin" & "Laden" (hvis de er nogle bøller), "Pjok"
& Pjevs" (hvis
de bliver syge) - eller bare fælles-betegnelsen "tvillingerne", når børnene omtales.
Med tvillinger er der større
risiko for, at man ubevidst komme til at tillægge børnene
roller og egenskaber, de ikke har eller overse egenskaber, de rent faktisk
har. Det skyldes, at mange ofte komme til at omtale tvillingerne,
som f.eks. ”den stille” og ”den vilde” eller den
”generte/tilbageholdene” og ”charmetrolden” osv. Sådanne antagelser
kan let blive selvopfyldende profetier på bekostning af egenskaber,
som så overses.
Uskyldige udsagn som "hun er
vist den stille" indeholder en (ofte ubevidst) sammenligning
af tvillingerne, i modsætning til udsagn som f.eks. "hun er et
stille barn", der jo ikke underforstået siger "stille i
forhold til medtvillingen". Dette er ment som et eksempel på,
hvordan man ubevidst let kommer til at lave sammenligninger. Det er
i forhold til tvillinger værd at overveje, hvordan man selv og de
nærmeste omgivelser omtaler tvillingerne og ikke mindst være
opmærksom på, hvordan man som forældre tillader andre, at tale om
sine tvillingebørn - især i børnenes påhør!
Sammenligninger tvillinger
imellem er uheldigt, fordi det understreger, at de primært er noget
i kraft af hinanden, frem for primært at være noget i kraft af sig
selv!
For at hjælpe omgivelserne med
opfatte tvillinger som to selvstændige børn i et særligt
søskendeforhold kan det være en god idé, at klæde dem
forskelligt, eller i alt fald spare de ens sæt tøj til særlige
lejligheder - tvillinger, der senere selv vælger ens tøj, skal
selvfølgelig også have lov til dét. Der skal være plads til både
lighed og forskellighed!
Husk også at tage billeder af
børnene hver for sig - og hvis de ligner hinanden meget så få
skrevet på, hvem der er hvem, mens I kan huske det. Det kan være
svært at se 6 måneder senere!
Mange fagfolk har en antagelse om, at
tvillinger som udgangspunkt udvikler en fælles vi-identitet, og kan
have svært ved at blive selvstændige og få en uafhængig
jeg-identitet, hvis de ikke får en adskilt hverdag. Der er
derfor en
tendens i tiden til at adskille tvillinger i institution og
skole. Dette er aldrig blevet forskningsmæssigt påvist og bygger i
øvrigt på forældet psykoanalytisk teori. Nyere forskning viser, at selvoplevelsen til dels er medfødt og man kan derfor
stille tvivl ved om adskillelse er nødvendigt for udvikling af
selvstændighed.
Som tommelfingerregel er det ikke nødvendigt at
adskille tvillinger, med mindre de hæmmer hinanden, mistrives i tvillingeskabet eller selv beder om f.eks. at gå i hver sin klasse.
Små tvillinger bruger hinanden som "tryg base" og kan blive dobbelt
kede af det og dobbelt bange, hvis de skal være væk fra både
forældre og medtvilling. Undersøgelser viser, at adskillelse for små
tvillingers vedkommende kan påvirke indlæringsevnen negativt.
Endelig kan fysisk adskillelse fører til større
følelsesmæssig afhængighed - lidt lige som en
forelskelse mellem mand og kvinde kan blusse op ved adskillelse
("distance makes the heart grow fonder"). Af samme grund er det også
vigtigt ikke at komme til at "overindividualisere" tvillinger, dvs.
opfatte dem som to enkeltindivider på bekostning af hensynet til
deres særlige forhold.
Tilbage til oversigten
|