Tendens til at adskille i skolen

Af Helle Birkholm-Buch, aug. 2007

Nyere udenlandske undersøgelser peger på, at der i løbet af de sidste 10-15 år er sket en markant stigning i antal tvillingebørn, som placeres i hver sin klasse. 

Tendens skyldes sandsynligvis to forhold:

• For det første en slags modreaktion mod tidligere tiders tendens til at fremhæve tvillingeskabet i en sådan grad, at de to enkelt individer nærmest gik tabt.
• For det andet en antagelse om, at tvillinger har behov for at have en adskilt hverdag for at kunne udvikle en selvstændig identitet. En antagelse som bygger på psykoanalytisk teori om børns tidlige udvikling.

Denne teoretiske antagelse bygger på formodning om, at spædbørn i den første fase af livet ikke er i stand til at skelne mellem sig selv og moderen, men faktisk oplever sig som smeltet sammen med moderen i en såkaldt symbiose.

Når moderen får mere end et barn ad gangen problematiseres denne symbiose og det antages at tvillingebørnene oplever en indbyrdes sammensmeltning (symbiose), som naturligvis fordre, at de må adskilles for at kunne opleve sig selv, som selvstændige og uafhængige individer.

Adskillelse opfattes i dette perspektiv som eneste mulighed for at beskytte tvillinger mod at udvikle en sygelige gensidig afhængighed, som gør dem ude af stand til at fungere som enkeltindivider.

Dette er meget simplificeret den teoretiske forklaringen på, at vi i dag i langt højere grad end for blot 10 år siden adskiller tvillinger i hver deres skoleklasser.

Begrundelserne for adskillelse bliver ofte mindre teoretiske og har at gøre med, at børnene har godt af at få en adskilt hverdag, fordi deres udviklings- og læringsmuligheder således antages at blive sidestillet med enlingers eller at man undgår uhensigtsmæssige tvillingeeffekter, som f.eks. indbyrdes konkurrence, sammenligninger og rollefordelinger.

Problemet med disse antagelser er bl.a. tre forhold;

• For det første er de psykoanalytisk baserede antagelser om tvillinger og nødvendigheden af adskillelse forældede. Nyere psykologisk grundforskning viser, at spædbarnet ikke fødes ind i en symbiose, men faktisk fra første færd har en begyndende fornemmelse af sig selv som et adskilt og selvstændigt individ (in-divid betyder i øvrigt u-delelig). Denne nyere grundforskning trækker således tæppet væk under de teoretiske begrundelser for, at det skulle være bedst for tvillingers selvstændigheds- og identitetsudvikling at gå i hver sin klasse. 
   
• For det andet foreligger der endnu ikke tilstrækkelig forskning på området til entydig at kunne sige at hver sin eller samme klasse generelt set skulle være bedst for tvillinger set i forhold til netop deres selvstændigheds- og identitetsudvikling.  
   
• For det tredje viser helt nye udenlandske undersøgelser, at tvillinger der adskilles i hver sin klasse påvirkes negativt i forhold til deres læse-, skrive- og regnefærdigheder. Dvs. tvillinger der adskilles rent faktisk ikke får sidestillet deres læringsmuligheder med enlinger, men faktisk stilles ringere.

Den nuværende tendens til at anbefale adskillelse af tvillinger i hver sin klasse synes altså at bygge på nogle fejlagtige teoretiske antagelser samt ubegrundende empiriske antagelser (dvs. teorien er ikke underbygget af forskningen).

Dette indebærer dog ikke, at vi skal gå i den modsatte grøft og altid sætte tvillinger sammen. Men det indebærer, at vi mere kritisk må tage stilling til, hvad det er, vi ønsker at opnå med hhv. hver sin eller samme klasse og om vi rent faktisk opnår, det vi håber på!