Flerlinger.Info
 

Tvillinger klarer sig bedre i samme klasse

Af Helle Birkholm-Buch, sept. 2007

En helt ny undersøgelse fra Holland har forsøgt at klarlægge, hvordan tvillingers placering i hhv. hver sin eller samme klasse påvirker deres skolemæssige færdigheder, i forhold til bl.a. matematisk og sproglige færdigheder. 

Teoretisk ville man kunne formode, at der kunne være visse fordele ved at gå i samme klasse, nemlig at det især i de små klasser vil give børnene en øget tryghed og selvtillid, hvilket ville kunne antages at påvirke deres indlæring positivt.

På den anden side, vil man også teoretisk kunne argumentere for, at tvillinger i hver sin klasse ikke ville forstyrre hinanden. De ville måske i højere grad kunne rette deres opmærksomhed mod egne præstationer uden en evt. uhensigtsmæssig konkurrerende sammenligning med sin medtvilling, som ville kunne virke forstyrrende for den enkeltes indlæringen.

Undersøgelsen har set på 5756 tvillingebørn over en periode på 8 år, og målt deres færdigheder på fire forskellige områder, blandt sproglige færdigheder, matematiske færdigheder, generel færdighedstest samt måling af intelligens.

Målene er blevet taget ca. hvert andet år. Således har man også kunnet se på om forskelle, der evt. gør sig gældende i de små klasse, også gør sig gældende senere hen.

I Holland starter børn i skole som 4årige, og er således 5-6år, når de går i skole for andet år (svarende til dansk 1. klasse).

Overordnet set fandt forskerne en statistisk signifikant forskel når målt på det, der svarer til 1. klasse i Danmark - både i forhold til sproglige og matematiske færdigheder. Således at tvillinger i samme klasse klarer sig bedre end tvillinger i hver sin klasse. Denne forskel viste sig især at gøre sig gældende for tvillinger af hvert sit køn.

Når målt på det der svarer til 5.-7. klasse i Danmark var det kun muligt at måle en mindre statistisk signifikant forskel for så vidt tvillinger af hver sit køn angik. For tvillinger af samme køn, var der ikke længere forskelle at spore hverken matematisk eller sprogligt, som ikke ville kunne tilskrives tilfældigheder.

I undersøgelsen har der desværre ikke været mulighed for at skelne mellem enæggede og tveæggede. En enkelt tidligere undersøgelse har fremhævet af enæggede påvirkes mere negativt end tveæggede af at gå i hver sin klasse - når målt på færdigheder.

Undersøgelsens resultater er uhyre interessante set i lyset af tidens tendens til at placere tvillinger i hver sin skoleklasse.

 

 

Flerlinger@Flerlinger.Info | Om Flerlinger.Info | Dementi | Støt Flerlinger.Info - meld dig ind i Freja!

Sidst opdateret den 04-09-2007