Flerlinger.Info
 

Tvillingetypiske sprogfejl - problemer med eget navn

Af Helle Birkholm-Buch, medio 2004

I forbindelse med tvillingers sprogudvikling kan nogle tvillinger (typisk i 2-5års alderen) have problemer med at sætte navn på, hvem de hver især er.

En australsk undersøgelse af 166 tvillingepar har fundet frem til tre typer tvillingetypiske sprogfejl:

  1. Brug af et fællesnavn (f.eks. "os piger") i deres indbyrdes kommunikation, når der egentlig kun menes "mig".

  2. Bruger begge deres navne sammensat som ét enkelt navn, f.eks. Nanna-Freja om sig selv, selvom de hver især hedder hhv. Freja og Nanna.

  3. Bruger ordet "mig", i stedet for "os" om sig selv og medtvillingen, når der menes "os begge". F.eks. "mor skal sidde mellem mig". 

Hertil kan tilføjes en særlig brug af medtvillingens navn for at betegne sig selv: En tvilling kan have svært ved at sige sit eget navn, og vælger måske derfor at sige sin medtvillings navn,s med en benægtelse foran. I eksemplet ovenfor med tvillingerne Nanna og Freja, kan Freja simpelthen bruge udtrykket "ikke-Nanna" for at omtale sig selv.

Samme undersøgelse viste, at 44% de undersøgte tvillinger udviste en eller flere af ovenstående tvillingetypiske sprogfejl.

Hvis tvillingerne ikke i øvrigt tager fejl af hvem, der hedder hvad (f.eks. kalder på sin medtvilling ved at bruge sit eget navn), så er der ingen grund til bekymring. Der er ganske enkelt tale om sprogfejl, som vil aftage i takt med børnenes sproglige og sociale udvikling. Det har intet at gøre med, at tvillingerne ikke kan skelne sig selv fra deres medtvilling eller på anden måde har problemer med at opfatte sig selv som et unikt og selvstændigt individ.

Hvis tvillingerne derimod tager fejl af hvem, der hedder hvad, f.eks. kalder på deres medtvilling ved at bruge sit eget navn, så er der grund til at gøre en ekstra indsats i forhold til at fremme deres individuelle udvikling. F.eks. ved at give dem forskelligt tøj på, kun bruge det individuelle barns navn, når man kalder på det/taler til det, give dem legetøj, som de hver især ejer osv.

 

Flerlinger@Flerlinger.Info | Om Flerlinger.Info | Dementi | Støt Flerlinger.Info - meld dig ind i Freja!

Sidst opdateret den 23-11-2006