Forældres reaktioner på gråd

Af Helle Birkholm-Buch, medio 2004

Spædbørns gråd er en af de mest stressfulde lyde, man kan opleve. Fysiologisk reagerer kroppen med frygt (forøget puls og øget adrenalinniveau).

Når gråd bliver ved, trods forgæves forsøg på at trøste, kan det medvirke til at reducere forældrenes sensitivitet og responsivitet overfor barnet. Det kan også ske, at de føler vrede, netop fordi de føler sig magtesløs. Desværre kan denne vrede i ekstreme tilfælde fører til en voldelig adfærd overfor barnet, som f.eks. at ruske eller slå barnet.

Store mængder af gråd kan også gå ud over forældrenes oplevelse af at være en god forælder, fordi man måske synes, at man ikke er god nok til at tolke sit barns signaler og/eller er god nok til at trøste det.

Skrige igennem

Noget af det værste man kan gøre, er at lade et barn "skrige igennem", dvs. lade baret græde ud uden at forsøge at afhjælpe gråden på nogen måde. Dette er et psykisk nederlag for barnet, som påvirker dets selvværd negativt og som medvirker til, at barnet trækker sig følelsesmæssigt ind i sig selv.

I Danmark er det gudskelov kun få forældre, som lader deres børn ”skrige igennem”. En undersøgelse har vist at 73% af alle danske børn aldrig oplevet, at ”skrige igennem”, 12% har prøvet det én gang, mens kun 15% lader til, at have fået lov at skrige igennem mere end én gang.

Gråd og forældrenes omsorg for børnene

Børn er forskellige og hvorvidt det enkelte barn græder meget eller lidt, har ofte intet med forældrenes omsorg for barnet at gøre. I alt fald er det sådan, at de børn, der græder meget også er de børn, der gennemsnitligt bliver holdt og båret mest, netop fordi de har større behov for trøst.

Det er dog ikke sådan, at børn, som ikke bliver holdt/båret og trøstet hurtigt, græder mindre. Faktisk viser undersøgelser, at børn som bliver trøstet hurtigt i de første 3 levemåneder, græder mindre senere hen. Det er som om, børn, der trøstes hurtigt, lærer, at de har andre kommunikationsmidler, de kan bruge i stedet for gråd.

Antropologiske studier af samfund, hvor man typisk reagerer på børns gråd straks, ammer frit og hvor børn sover med deres forældre m.v. (det man kalder ”i-favn-principper”) viser, at der her forekommer spædbørnsgråd lige så hyppigt som i den vestlige verden, om end gråden ikke varer lige så længe.

Undersøgelserne tyder altså på, at spædbørns gråd i de første 12 leveuger lader til at være en naturlig del af spædbarnets udvikling og vil forekomme uanset hvor meget forældrene anstrenger sig for at undgå det. Det betyder dog ikke, at man ikke behøver at reagere på børns gråd, for der er naturligvis en sammenhæng mellem gråd og trøst, således at mængden af gråd mindskes vha. trøst. Man er altså ikke en dårlig eller inkompetent forælder, fordi ens spædbørn græder.

Kilder: 

• Alvarez, M.: Early infant fussing and crying and maternal characteristics, Københavns Universitet, 2001.
• Christoffersen, M. N.: Spædbarnsfamilien - rapport nr. 1 fra forløbsundersøgelsen af børn født i efteråret 1995, Socialforskningsinstituttet, 1998.
• Poulsen, A.: Børns Udvikling, Gyldendals, 1994.