Børn, der sover alene, er mere stressede

Af Helle Birkholm-Buch, medio 2004

Amerikanske forskere har fulgt 40 mor-barn par i 3 døgn for at undersøge hvilke forskelle, der er på børn som sover alene og børn, som sover i deres forældres seng.

Undersøgelsen viser, at børn som er vant til at sove alene (i det følgende kaldet ”alenebørn”), sover langt mere uroligt og stressfuldt om natten (målt på hvor meget barnet bevæger sig under søvnen). De laver faktisk over dobbelt så mange store bevægelser (f.eks. sparke, slå ud med arme, sveje med rykke eller strække hele kroppen) medfuldt af gentagne bevægelser af hoved fra side til side under søvnen sammenlignet med børn, som er vant til at sove sammen med deres mor (i det følgende kaldet ”sammenbørn”).

Forskerne påpeger, at disse konstante bevægelser i løbet af natten er en stressbelastning for barnet, som er med til at trætte det, hvilket er årsagen til ”alenebørn” ofte sover en længere dybere søvn efter en periode med megen bevægelse. Nogle mener, at dette er årsagen til at vuggedød bl.a. kan forebygges ved at sove sammen med sine spædbørn.

Dernæst er det påfaldende, at det kun er ”alenebørn”, der udviser forskrækkelsesagtige ryk med kroppen ind i mellem i løbet af deres søvn. Dette forekom så at sige ikke blandt ”sammenbørn”.

Den største forskel på ”alenebørn” og ”sammenbørn” er dog mængden af lyde, som barnet kommer med under søvnen: ”Alenebørn” grynter, piber, gaber og græder meget mere end ”sammenbørn”. Gråd og klynken er den spædbørns kraftigste signal til forældrene om, at de søger deres behov for nærhed dækket (dette kaldes "tilknytningsadfærd").