Hvad er tilknytning?
Af
Helle Birkholm-Buch, november 2007
Spædbarnet
fødes hjælpeløst og har derfor et medfødt behov for at opleve fysisk
nærhed, for således at sikre sig overlevelse, altså være tryg!
Dette biologisk funderede behov
for tæt fysisk kontakt og nærhed til en eller flere bestemte
personer kaldes ”tilknytning”.
Behovet for tilknytning er så stærkt,
at børn, der ikke får tæt tilstrækkelig fysisk nærhed, sygner hen og
visner – og helt uden intim nærhed med et andet menneske svækkes
barnets overlevelsesevne.
Tilknytningsforskningen
Efter anden
verdenskrig var der mange forældreløse børn, som kom på børnehjem.
Her fik de rene bleer og mad i munden, men man var ikke klar over
betydningen af menneskelig kontakt. Det viste sig hurtigt, at de
børn som fik blot en lille smule menneskelig kontakt havde et
væsentlig bedre helbred end de børn, som så og sige ingen kontakt
fik.
Tilsvarende har
abeforsøg vist, at aber foretrækker et blødt tøjdyr, der ligner en
mor frem for den maskine, som sørger for, at de får mad og vand.
Behovet for fysisk nærhed er altså lige så stort som (eller måske
større end) behovet for fysisk næring!
På denne baggrund
er der i løbet af de sidste 60 år blevet forsket indgående i
betydningen af børns tilknytning.
Tilknytning er
grundlæggende for børns udvikling
Begrebet
tilknytning bruges meget forskelligt af forskellige forskere.
Oprindeligt (og sådan som begrebet bruges her) dækker tilknytning
alene over barnets behov for intim nærhed og kontakt med en eller
flere bestemte personer. Det skal altså ikke forveksles med barnets
behov kommunikation, indlevelse, aktivering m.m. eller nogle andre
aspekter af forældre-barn forholdet.
En tryg tilknytning er ene og
alene udtryk for, at det enkelte barn får opfyldt sit unikke behov
for nærhed til sine omsorgspersoner, således at barnet kan bruge
disse personer som en sikker base, hvorudfra det kan udforske
verden.
Selvom begrebet tilknytning således er meget afgrænset, er
tilknytning så grundlæggende for børns udvikling, at kvaliteten af
et barns tilknytning (tryg eller utryg) har en kolossal indflydelse
på alle mulige andre aspekter af barnets udvikling, så som
nysgerrighed, selvværd, selvtillid, empati, indlevelse, sociale og
skolastiske færdigheder, intelligens og psykopatologi m.m..
Tilknytning er altså en fundamental byggesten i barnets
personlighed og danner desuden en slags skabelon for barnets
fremtidige forhold.
Det er
ikke sådan, at tilknytningen påvirker barnet på uigenkaldelig og
uforanderlig vis. Tilknytningens betydning skal mere opfattes som en
slags briller, som farver barnets måde at se sig selv og omverden
på. En slags forventningsskabelon i forhold til hvilke forventninger
barnet har til sig selv og omverden, og forventninger
bliver ofte til selvopfyldende profetier!
Barnet er født til at
knytte sig til specifikke personer
Allerede
fra fødslen er barnet udstyret til at genkende sine omsorgspersoner
(se spædbarnets medfødte evner).
Efter få måneder har barnet dannet tilknytning til de
omsorgspersoner, som barnet har haft daglige erfaringer med, og
inden udgangen af det første leveår begynder barnet, at udvise en
specifik tilknytningsadfærd.
Barnets tilknytningsadfærd kan være præget af tryghed, hvis barnets
omsorgserfaringer har været præget af tilgængelighed og tilregnelighed.
Hvis barnets omsorgserfaringer har været præget af manglende eller usikker
og uforudsigelig tilgængelighed eller utilgængelighed, vil barnets
tilknytningsadfærd være præget af utryghed og ambivalens.
Afhængig
af tilknytningens kvalitet (tryg/utryg) vil barnet kunne bruge
tilknytningspersonerne som en tryg base for udforskning af verden.
Når spædbørn udviser frustration ved adskillelse fra de velkendte
omsorgspersoner, er der altså tale om en adfærd, der har rødder i
barnets medfødte behov.
Selvom
tilknytning har kolosal betydning, er der naturligvis andre
kvaliteter ved forældre-barn forholdet, som også har stor betydning
for barnets videre udvikling, f.eks. kommunikation, fælles
aktivitet, kontrol, empati og engagement samt ikke mindst hvordan
barnets medfødte temperament påvirker forældre-barn forholdet!
|